Billetsalg

Billetsalget til diningweek foregår online på www.diningweek.dk du kan finde mere info her på siden under hjælp.

Billetsalget starter den 16. januar 2017 for alle i billetkø. Vi åbner opskrivningen til billetkøen på et ukendt tidspunkt i uge 1 i 2017. Samtidig offentliggøres programmet for Dining Week.

Du kan få besked, når billetkøen åbner via madbillets nyhedsbrev eller på vores Facebookside.

Når billetkøen er afviklet, er der fri adgang til køb af billetter for alle.

Billetter koster 215 kr. + 25 kr. i billetgebyr pr. person for en tre-retters menu inkl. S. Pellegrino-mineralvand (en flaske à 750 ml. pr. 2 pers.).

Spørgsmål og svar til Dining Week-billetkøen

Hvad er Dining Weeks billetkø?
Vi har oplevet, at interessen for billetter til Dining Week er så overvældende, at vores servere gik ned. Derfor har vi oprettet en kø til billetkøberne for at gøre det nemt og behageligt at købe billetter.

Hvornår åbner opskrivningen til køen?
Køen vil blive åbnet på vores hjemmeside på et endnu ukendt tidspunkt i uge 1. Vi fortæller, når dette er sket på vores hjemmeside, Facebookside og i Madbillets nyhedsbrev. I Madbillets nyhedsbrev får du besked, når køen åbner. Det er altså ikke en plads i køen, men bare et nyhedsbrev du skriver dig op til.

Hvorfor er tidspunktet for åbning af køen ukendt?
Det er ganske enkelt for at undgå, at vores systemer går ned.

Hvad betyder det at blive skrevet op i billetkøen?
Når du skriver dig op i køen, får du tildelt et tidspunkt, hvor du kan købe billetter. Det tidspunkt modtager du via e-mail. Du skal med andre ord have en gyldig e-mail-adresse for at kunne skrive dig op. Der vil ikke blive uddelt tidspunkter meget tidligt eller meget sent på dagen – du skal jo også have lov at sove.

Du kan købe alle de billetter, du vil, og der er ingen begrænsning på den tid, du kan bruge, når dit booking-tidspunkt først er kommet. Bare husk at købte billetter ikke kan ændres eller refunderes.

Vi åbner op for billetsalget onsdag d. 16. januar 2017, hvor de første i billetkøen kan købe billetter.

Hvornår er det så min tur?
Vi sender dig en e-mail med dit unikke købslink og tidspunktet, hvor dette link er aktivt til billetkøb. Vær opmærksom på, at tidspunktet er vejledende, og at vi forbeholder os retten til at udskyde dit tidspunkt i tilfælde af tekniske problemer. Dette får du besked om, når du klikker på linket.
Dit tidspunkt er et fra-tidspunkt. Har du ikke mulighed for at købe billet på lige præcist det tidspunkt, kan du bare gøre det senere, når det passer dig.

Hvad hvis jeg ikke modtager en e-mail?
Får du af tekniske årsager ikke en e-mail tilsendt, kan du indtaste din e-mail igen og få tilsendt det samme link. Husk at tjekke din spam/junk-folder, hvis du ikke har modtaget en mail i din indbakke inden for 1 time.

Hvad nu hvis jeg har smidt min e-mail væk?
Hvis din e-mail med købslinket er forsvundet, så skal du blot indtaste din e-mail igen, så gensender vi e-mailen til dig. Du mister ikke dit nummer i køen. Alt dette er forudsat, at du har tastet din e-mail-adresse korrekt i første omgang. Ellers kan vi ikke hjælpe dig.

Hvad kan jeg købe billetter til?
Festivalprogrammet offentliggøres samtidig med, at køen startes. Ikke alle menuer er offentliggjort, men vil blive det løbende. Der kan hele tiden komme flere restauranter til og dermed frigives flere billetter. Vi kan desværre ikke garantere, at alle restauranter er klar til at sætte billetter til salg den 16. januar, eller at din favoritrestaurant ikke er udsolgt.

Hvor mange billetter må jeg købe?
Du skal kun skrive dig op i køen én gang, og så har du adgang til alle de billetter, du skal bruge - og på flere forskellige dage, hvis du har lyst til det. Du kan købe alle de billetter, du ønsker, så længe det er fra samme pc/smartphone/tablet. Men husk kun at købe det, du har brug for, for billetter refunderes ikke og kan ikke ændres.

Er der billetter nok til alle i køen?
Der er mange billetter til salg, det er dog ikke en garanti for, at der er billetter til alle i køen. Så dit kønummer er vejledende, og vi tager forbehold for udsolgt, inden køen er afviklet.
Vi kan desværre ikke garantere, at alle restauranter er klar til at gå i salg den 16. januar, eller at din favoritrestaurant ikke er udsolgt.

Hvornår ender køen?
Alle, der er skrevet op i køen, vil være de første til at få mulighed for at købe billetter. Når køen er afviklet, vil salget blive frigivet for almindeligt salg via Dining Weeks hjemmeside. Mens køen til billetsalget er i gang, kan man stadig skrive sig op på køen, inden salget frigives til alle.

Hvad skal jeg være ekstra opmærksom på?
Når du først har fået linket og dit tidspunkt er kommet, så husk at linket kun kan bruges fra én computer og ikke fra flere maskiner (iPads, iPhones etc.)

Hvad hvis jeg ikke ønsker at købe billetter alligevel?
Hvis du alligevel ikke ønsker at købe en billet til Dining Week, men har fået tilsendt en e-mail, lader du bare være med at bruge dit tildelte link.

Hvorfor er mit kønummer så højt?
Sidder du med en fornemmelse af, at du var tidligt på den, men alligevel har fået et højt kønummer? Du tænker, at der må være fusk eller hemmelige aftaler med i spillet? Vi forsikrer dig om, at det eneste der sker er, at interessen for billetter er umådelig høj. Vi har langt over 1.000, der skriver sig op til køen i minuttet.